Efter en stor danske håndboldsommer, hvor det blev til OL-guld for herrerne og OL-bronze for damerne, er de hjemlige ligaer nu igen tilbage, så du uge efter uge kan se tophåndbold i landets mange håndboldhaller.
Sidste sæson bød på en lang række af forrygende håndboldkampe både i grundspillet og slutspillet.
Team Esbjerg var dog et niveau over alle andre hold gennem det meste af sæsonen, og den vestjyske klub med flere store verdensstjerner som Nora Mørk og Henny Reistad tog sig af guldet efter to finalesejre over Nykøbing Falster, som på trods af en fjerdeplads i grundspillet lykkedes med at spille sig helt frem til finalen.
Bronzemedaljerne gik til mestrene fra 2021/22 - nemlig Odense håndbold.
Topscorer i sidste sæson var Skanderborgs Line Berggren Larsen, som set over sæsonen scorede hele 192 mål over 30 kampe. Samtidig var den 25-årige venstre back imponerende nok også den spiller med næstflest assists, da hun stod for 163 oplæg, blot fire assists færre end Dione Housheer på førstepladsen.
Norske Henny Reistad, som ofte har været udslagsgivende på landsholdet, havde en stor andel i Esbjergs guldmedaljer, og hun var holdets topscorer i sæsonen med 154 scoringer.
Alle odds på Dame Håndbold Ligaen
Vi starter naturligvis med de forsvarende danske mestre fra Esbjerg, som har fået ny træner til denne sæson, da det nu er den svenske landsholdstræner, Tomas Axner, som står i spidsen for det danske tophold.
Ambitionen er for denne sæson også et stort resultat i Champions League, men selvom fokus måske til tider kan være på de europæiske kampe, er den vestjyske klub stadig den store favorit til guldet. Axner tager over for Jesper Jensen og Esbjerg jagter med Henny Reistad i spidsen det tredje mesterskab på stribe. Efter tre sejre i de første tre kampe, lugter det allerede lidt af guld i Esbjerg.
Sæsonen 2023/24 endte som en stor fuser i det fynske. Et sensationelt nederlag til Nykøbing i semifinalerne betød, at Odense måtte nøjes med bronzemedaljerne, mens det i Champions League heller ikke blev til deltagelse i Final 4-, som der ellers havde været ambitioner om i den storsatsende klub.
Odense har stadig to af ligaens bedste målvogtere i Althea Reinhardt og hollandske Yara ten Holte.
Til gengæld er en anden hollænder ikke i klubben længere, da Dione Housheer er rykket til den ungarske liga efter tre år i Odense.
Dermed bliver endnu mere ansvar lagt i hænderne på fremadstormende Mie Højlund, som dog nu har bundrutineret Louise Burgaard ved sin side, efter at hun er tilbage i Danmark efter fem år i franske Metz.
Ikast måtte nøjes med en fjerdeplads i sidste sæson, men igen i år er ambitionerne til medaljer i midtjylland. Med profiler som Sarah Iversen, Stine Skogrand og Ingvild Bakkerud. Ikast har blandt andre fået tilgang af Olivia Mellegård og Olivia Nyggard, men begge er ude med længerevarende skader.
Nykøbing Falster overraskede mange ved at tage sølvmedaljerne i sidste sæson, og dermed står der Champions League-håndbold på programmet for Jakob Larsens mandskab. Nykøbing har sagt farvel til svenske Tyra Axner, men er til gengæld blevet forstærket af Kalidiatou Niakate, som kan skrive mere end 40 franske landskampe på cv’et.
Bo Spellerberg står i spidsen for det storsatsende København-hold, som har ambitioner om en plads i toppen. Med sig i trænerstaben har han blandt andre landsholdslegenden Kasper Hvidt, som skal forsøge at løfte de store keepertalenter Bianca Schanssema og Anne Christine Bossen endnu bedre. København har stadig masser af slagkraft i bagkæden, selvom man har sagt farvel til Clara Skuym Thomsen. Spillere som Stine Jørgensen, Helene Kindberg og Emilie Ytting har i hvert fald potentialet til at forbedre sidste sæsons placering.
Den tidligere mastodont inden for kvindehåndbold, Viborg HK, har Ole Bitsch på sidelinjen, efter han i sin første sæson for de grønblusede hentede en syvendeplads i grundspillet. Klubben fra domkirkebyen har blandt andet fået endnu en kapabel kvinde i målet med Louise Bak, mens meget angrebsmæssigt skal komme fra spillere som Louise Søndergaard, Marielle Martinsen og Christina Pedersen.
SønderjyskE tog i sidste sæson en slutspilsbillet på det alleryderste mandat, og til denne sæson er mulighederne for en ny plads i slutspillet blevet endnu bedre med tilgange som June Bøttger og Melissa Petren.
Sidste år stod Sarah Paulsen for hele 152 mål og 70 assists. Også i denne sæson er meget af ansvaret lagt på den 27-årige venstreback, som kom til SønderjyskE fra norske Molde tilbage i 2021.
Efter at have kigget på holdene, som kan være i spil til medaljerne, kan vi nu kigge på de to store nedrykningskandidater, som der er til den nye sæson.
EH Aalborg er eneste nye bekendtskab i Dameligaen 2024/25, og som oprykker er aalborgenserne automatisk storfavorit til at tage turen tilbage ned i 1.division. En stor grund til oprykningen var svenske Clara Lerby, som scorede næsten otte mål i snit i sidste sæsons 22 kampe i 1. division. Sammenlignet med de øvrige hold i Dameligaen, har EH Aalborg et stykke vej op til de fleste hold, og træner Peter Jagd skal håbe, at entusiasmen over oprykningen kan give dem et boost i en sæson, hvor der kan vente store nederlag mod ligaens bedste hold.
Bjerringbro FH startede sidste sæson helt forrygende, men efter tre kampe og fem point stoppede festen fuldstændig i midtjylland, da resten af grundspillet blot gav yderligere 3 point. I den direkte billet om en plads i Dameligaen var Bjerringbro dog suveræne over Holstebro, og med tilgange som Laura Jensen og Marianne Haugsted er optimismen stor og med ambitioner om endnu en sæson i landets bedste række.
Sæsonen 2024/25 begyndte den 4. september. Den sidste runde af grundspillet spilles den 5. april 2025.
De dobbelt forsvarende mestre fra Esbjerg er favoritter til endnu en guldmedalje, mens sidste sæsons bronzevindere fra Odense forventes at blive deres største udfordrer.
EH Aalborg er den eneste oprykker, og mange klubber før dem har oplevet den store niveauforskel, som der er mellem 1.division og dameligaen, og det vil langt fra være overraskende, hvis det bliver til et kort visit i Dameligaen for EH Aalborg.
Du kan følge kampene fra Dameligaen på TV2’s kanaler.